Til menuen

Fotografering

 

Fotografering er en hobby, jeg går meget op i.

Hver gang jeg har muligheden og føler mig inspireret, tager jeg mit kamera med ud. Det er desuden en hobby, man kan praktisere i forbindelse med andre fritidsinteresser, f.eks. på ferie i udlandet - jeg har bl.a. fundet en del gode motiver i USA, Canada og Australien.
Mit analoge SLR kamera (spejlreflekskamera) er et Canon EOS 500 og min foretrukne allround-film er Fuji Superia ISO 200; men det er forholdsvis ligegyldigt, hvilket kamera jeg anvender, da der ikke er den store forskel på kvaliteten af moderne SLR kameraer fra de store producenter (Canon, Nikon, Pentax, Olympus m.fl.), desuden er kameraet kun teknik, det værktøj man anvender i sit arbejde som fotograf - og hvem går op i, hvilket mærke pensel en kunstmaler foretrækker?
Er dog nu hovedsageligt gået over til digital fotografering. Har valgt at investere i et digitalt kompaktkamera, et Canon IXUS 82 IS, samt et digitalt SLR kamera, et Canon EOS 1000D. At det valgte DSLR kamera blev et Canon EOS, er ikke tilfældigt, da det er et systemkamera, der kan dele objektiver og andet tilbehør med mit analoge SLR kamera, hvilket jo er en praktisk egenskab, der også rent økonomisk giver mening.

Fototeknik er egentlig ret simpelt at lære, f.eks. gennem fotolitteraturen eller fotokurser.
Reelt set er det bare anvendt fysik og kemi, på et forholdsvis grundlæggende niveau. Mørkekammerarbejdet er især kemi, fototeknikken er primært optik samt lidt mekanik og elektronik for betjeningen af selve kameraet - reglerne for billedkomposition mm. (der egentlig er ren optik) stammer fra de traditionelle kunstarter, hvor fotograferingen har hentet en del inspiration. Så har man styr på naturvidenskab og kunstforståelse - eller endnu bedre: sans for og erfaring med kunstneriske og kreative fag indenfor de traditionelle kunstarter - er det let at gå til.

Men en god fototekniker kan ikke nødvendigvis lave fotokunst, da det kræver meget mere end teknisk forståelse - selvom det at have styr på sin fototeknik naturligvis er en grundlæggende forudsætning.
At lave de rigtig gode billeder er især et spørgsmål om at kunne se: man skal have øjnene med sig (og være opmærksom på både detaljerne og overblikket), så man kan se de gode motiver og instinktivt fornemme hvordan man får det optimale udbytte af disse motiver. Det er desuden et spørgsmål om æstetik, kreativitet og mentalitet; man skal virkelig stræbe efter at gøre alle sine billeder perfekte og unikke, man skal vurdere motivet og tænke sig om før man "skyder" - det er sådan man laver de rigtig gode pletskud.
Dette er naturligvis noget jeg arbejder meget med, da fotografering er noget jeg går meget op i.

 

Tilbage til menuen