Terrænkørsel

Den biltype, jeg altid har været mest vild med, er den såkaldte offroader - en firehjulstrækker, der takket være bl.a. firehjulstræk, reduktionsgear, låsbare spærredifferentialer (mekaniske spær), stor frihøjde, lang hjulvandring, god akselartikulation, store angrebsvinkler, en solid konstruktion, grovmønstrede dæk og en momentstærk motor med masser af trækkraft kan køre i ellers ufremkommeligt terræn - dvs. biler som f.eks. Land Rover Defender, Willy's Jeep, Mitsubishi Pajero, Toyota LandCruiser, Nissan Patrol m.fl.; en offroader må ikke forveksles med den såkaldte softroader, der minder lidt om den ægte vare, især af udseende, men er en blød mellemvare der ikke kan køre i rigtigt terræn - f.eks. Toyota RAV4, Nissan X-Trail, Land Rover Freelander, Honda CR-V, BMW X5, Mercedes M-klasse m.fl.
En offroader kaldes også ved akronymerne 4WD (Four Wheel Drive) og 4x4, betegnelser der naturligvis refererer til firehjulstrækket. Disse betegnelser kan dog godt være lidt misvisende, da de i princippet kan anvendes om alle biler med firehjulstræk, ikke udelukkende de terrængående - som de fleste ved er der ikke den store lighed mellem en Land Rover Defender og en Audi Quattro (for nu at komme med et typisk eksempel). Men er man bevidst og konsekvent i brugen af disse betegnelser, er det muligt at opnå en fælles referenceramme - der er f.eks. ingen der kan være i tvivl om at "Dansk 4x4 Klub" er for offroadere.
Det gode ved denne offroadklub er at den ikke er mærkespecifik, alle offroadere er velkomne på lige fod, uanset mærke og model; det er helt forfriskende med en klub, der ikke dyrker mærkesnobberi. Der findes rent faktisk offroad entusiaster, der udelukkende vil køre i Land Rover eller Jeep, da de mener det er det eneste rigtige; sandheden er dog, at de såkaldte "plastic-offroadere" fra Japan (Mitsubishi Pajero, Toyota LandCruiser, Nissan Patrol m.fl.) og lignende offroadere fra andre lande, er fuldt ud lige så effektive og velkørende i terræn, at tro andet er et udtryk for enten naivitet, uvidenhed eller mærkesnobberi - vil en mærkesnob ikke indse dette, er han lige så tåbelig som de fjolser, der udelukkende vil køre i tyske biler, fordi de mener disse biler er af den bedste kvalitet og i det hele taget er det eneste rigtige. Det er muligt at navne som Mitsubishi, Toyota, Nissan m.fl. ikke har den samme "klassiske" klang som Land Rover og Jeep, men personligt går jeg ikke op i den slags ubrugelige og smålige ligegyldigheder, det eneste der betyder noget er hvad bilerne rent faktisk kan præstere - et synspunkt alle fornuftigt og realistisk tænkende individer formentlig deler.
Biltypen offroader er dog ikke begrænset til de ovenfor nævnte firehjulstrækkere, der findes også terrængående køretøjer med seks hjul, der trækker på fire eller seks af disse hjul (benævnt 6x4 hhv. 6x6), der findes desuden enkelte med otte hjul, der oftest trækker på alle otte hjul (benævnt 8x8) - den korrekte fællesbetegnelse burde derfor være multihjulstrækkere. Mest berømt er nok tjekkiske Tatra, der producerer terrængående, militære køretøjer (både 4x4, 6x6 og 8x8), der også kan havne på private hænder og bl.a. bliver anvendt til internationale trials. Disse køretøjer er dog så specielle og sjældent forekommende, at de ikke vil få yderligere omtale her.

En offroader er dog ikke "kun" terrængående, og dermed et dyrt legetøj for voksne drengerøve (den eneste forskel på mænd og drenge er jo som bekendt prisen på deres legetøj). Den er også en kraftfuld arbejdsvogn, desuden er den et både praktisk, bekvemt og sikkert køretøj, velegnet til såvel den aktive fritid (omfattende f.eks. jagt og/eller fiskeri) som den daglige transport; den høje kørestilling giver et godt udsyn, der er både bekvemt og sikkert, desuden kan bilen altid komme frem - selv om vinteren, hvis der er faldet meget sne, så en almindelig personvogn ikke længere er et sikkert tranportmiddel (dette ved jeg med sikkerhed, da min Pajero blev leveret 21/12-01, så jeg havde den i julen 2001, hvor der faldt langt mere sne end vi er vant til efter danske forhold). En offroader er naturligvis også den ideelle trækker, der uden det store besvær klarer f.eks. en bådtrailer eller en tungt lastet trailer med brænde, der skal trækkes ud på en mudret skovbund - noget jeg selv har udnyttet adskillige gange (det er altid vældig imponerende at opleve en offroaders præstationsevne, når den får lejlighed til at bevise sit værd som arbejdsvogn og trækker under krævende forhold).
Når vi kører i terræn (f.eks. i en grusgrav) er det ikke udelukkende leg, selvom det naturligvis er rigtig sjovt, det har også en mere alvorlig side: vi får kendskab til bilernes muligheder og begrænsninger, styrker og svagheder, hvorved vi lærer præcis hvor den hårfine grænse mellem det mulige og det umulige går, så vi kan udnytte bilernes potentiale uden at oversatse og løbe unødige risici; den viden og de færdigheder, vi erhverver gennem legen i terrænet, kan ikke udelukkende benyttes i terræn, det er også noget vi kan benytte i den daglige trafik, hvorved vi kan udvikle os til mere sikre bilister, der ikke mister herredømmet over vores biler. Desuden skal man lige være opmærksom på at terrænkørsel rent faktisk foregår ved en meget lav hastighed - og hvem kan have noget imod at der findes en gruppe bilister, der kan have det sjovt med deres biler uden at køre vildt?

Jeg var så heldig at kunne købe netop en ægte offroader som min første bil - så det er vist ikke helt forkert at kalde min første bil for min drømmebil (i hvert fald én af flere drømmebiler, da der er mange fede offroadere).
Valget faldt på en Mitsubishi Pajero 3.0 V6 24v aut. 3d van, årg. 4/1998 (den nyeste og sidste udgave, da produktionen af denne legendariske model, der i en årrække totalt dominerede Dakar Rally og lignende cross-country rallies, blev indstillet til fordel for den nyere og større Grand Pajero). Den kørte godt, både på almindelig vej og i terræn, den havde desuden udseendet med sig: med brede skærme (ikke kun af grå plastic, men en del af selve karrosseriet) og en rigtig flot mørkeblå metallak, med masser af dybde og glød - at bilen lige præcis var gammel nok til at være til den billige vægtafgift, var bare et ekstra plus.
Efter at have ejet min Pajero i lidt over tre år, blev den 10. marts 2005 udskiftet med en nyere model. Valget faldt på en Mitsubishi Pajero Sport 3.0 V6 GLS aut. 5d van, årg. 11/2002. På trods af navnet og karrosseriet med lukket kasse, har en Pajero Sport intet med en Pajero at gøre, teknisk set er den baseret på pickup'en L200 (præcis som en Strada). V6 udgaven deler dog motor med den udgave af den legendariske Pajero, jeg selv har ejet, men bortset fra dette har den som sagt intet til fælles med en Pajero (eller en Grand Pajero). Bortset fra teknikken, er jeg især vild med designet af en Pajero Sport: man ser tydeligt, den hovedsageligt er udviklet til det amerikanske marked - den ligner en amerikanerbil (dog med japansk teknik). Bilen kørte godt på almindelig vej, hvor den var langt mere velkørende end min Pajero var (især pga. den længere akselafstand, der fik den til at ligge mere roligt og stabilt på vejen, den accelererede desuden mærkbart hurtigere), den var samtidig særdeles terrænduelig. Den var også meget smuk, med en flot mørkegrøn metallak, der harmonerede perfekt med bilens smukke design og udbredte brug af krom.
Selvom jeg var meget glad for mine biler, var jeg dog ikke bange for at bruge dem til det de egentlig er bygget til. Jeg kunne sagtens finde på at lege med bilerne ude i terrænet (f.eks. i en grusgrav) eller køre dem ud i skoven, så de kunne blive brugt som arbejdsvogn - det var noget jeg gjorde med glæde, da det er en fornøjelse at opleve hvad en rigtig mandebil kan præstere.

Jeg bør vist lige indskyde et par supplerende bemærkninger vedrørende en offroaders "sjove" teknik (dvs. firehjulstræk, reduktionsgear, mekaniske spær, friløbsnav mm.), da det tilsyneladende er noget mange 4x4 ejere ikke er opmærksomme på:
Der er desværre mange, der køber en 4x4 som en livsstilsbil, uden et ønske om eller behov for at anvende dens enestående muligheder. Når de efter et par års brug alligevel får behov for mekanikken, fungerer den ikke som den skal, hvilket får dem til at brokke sig over deres "lortebil", selvom skylden i virkeligheden er deres egen.
At dette problem kan opstå, skyldes den simple kendsgerning at der er tale om mekanik, der naturligvis ikke kan undgå at samle skidt i forbindelse med almindelig brug. Bliver mekanikken ikke "motioneret" regelmæssigt, ved at blive anvendt, kan den gro fast i skidtet, så den ikke virker den dag der virkelig er behov for den. Det er præcis det samme som med f.eks. en låsecylinder: den samler skidt, sørger man ikke for at anvende den jævnligt, ender det med at den ikke kan drejes rundt.
At motionere mekanikken regelmæssigt er desuden ikke kun godt for bilen, det holder også chaufføren "skarp". Hvis man har indsigt i, hvordan mekanikken (og bilen i øvrigt) fungerer og skal benyttes, fordi man har sat sig ind i sagen og er vant til at anvende mekanikken, har man ganske enkelt mere kontrol over situationen når det virkelig gælder.
Hvis man ikke har planer om at anvende firehjulstrækket, bør man overveje ikke at betale ekstra for teknikken. Har man ikke behov for det, kan man lige så godt spare pengene og købe en SUV med tohjulstræk - eller måske en helt anden biltype.
Man bør være opmærksom på, at selvom en offroader med de rigtige dæk og en dygtig chauffør kan præstere de mest utrolige ting i ellers ufremkommeligt terræn (langt mere end de fleste umiddelbart kan forestille sig og reelt set udnytter), kan den samtidig med de forkerte dæk og den forkerte chauffør sidde fast på en jævn, våd græsmark (eller i et beskedent lag sne). Det er især derfor det er så vigtigt at udvikle og vedligeholde de påkrævede færdigheder - man skal desuden være opmærksom på, bilen aldrig vil være i stand til at ophæve naturlovene.

Det er dog meget dyrt at eje og køre i en offroader, da alt er dyrere sammenlignet med en "fladkører" (dvs. en almindelig personvogn, uden den høje kørestilling): den helårlige præmie på en kaskoforsikring er vanvittigt høj, det samme gælder den helårlige vægtafgift (især på biler der er nye nok til at være pålagt ekstra afgift for privat brug), den er desuden meget dyr i værkstedsregninger (både serviceeftersyn og egentlige reparationer) - bl.a. pga. de høje reservedelspriser og den ofte avancerede teknik, der belastes hårdt - dækkene er dyre og den har et højt brændstofforbrug.
Efter at have regnet på, præcis hvor stor en del af min indtægt, de årlige udgifter forbundet med at eje og køre i en så ny og avanceret offroader egentlig løber op i, vejet op imod hvor sjældent jeg reelt set har haft behov for det den er rigtig god til - dvs. de terrængående egenskaber samt evnerne som kraftfuld arbejdsvogn og trækker - og hvor sjældent der falder nok sne til at retfærdiggøre de voldsomme merudgifter, valgte jeg 21. februar 2008 at sælge min Pajero Sport og i stedet købe en mere fornuftig og økonomisk "fladkører" som hverdagsbil; dette behov blev ekstra aktuelt, da jeg fik et nyt job, der krævede at jeg skulle pendle frem og tilbage imellem min bopæl i Vordingborg og min arbejdsplads i Nykøbing Falster, et transportbehov der bedst kunne dækkes i egen bil (hvor jeg foretrækker toget til København) - en uøkonomisk og på mange måder ufornuftig 4x4 var naturligvis ikke velegnet til dette formål.
Valget faldt på en Mitsubishi Colt 1.3 Insport Coolpack 5-dørs, dvs. med bl.a. aircondition, fik den desuden leveret med cruise control (fartpilot). Valgte den i en flot, mørkegrå metallak, der kaldes for Glamour Grey. Købte denne bil fabriksny.
Alle de penge, jeg vil komme til at spare ved at køre i en mere økonomisk bil, kan jeg naturligvis vælge at bruge på andre fornøjelser i stedet for, eller evt. på min opsparing.
Kan dog ikke udelukke, jeg engang i fremtiden kan finde på at købe en offroader som en decideret fritidsbil, der ikke skal benyttes til den daglige transport. Til dette formål vil det jo være muligt at købe en gammel 4x4, der teknisk set er simpel og dermed billig at skrue på, og desuden er gammel nok til den billige vægtafgift og til billig forsikring (da man kan fravælge kasko og nøjes med den lovpligtige ansvarsforsikring, det vil måske endda være muligt at forsikre den ekstra billigt på en veteranbilsforsikring). En sådan bil vil det ikke koste en formue at have holdende, jeg vil desuden være mere tilbøjelig til at udsætte den for det den er bygget til.