Til menuen

Sport

 

Jeg er meget sportsinteresseret. Jeg interesserer mig naturligvis ikke for alle former for sport, og da jeg ikke vil spilde min sparsomme fritid på sportsgrene, der ikke interesserer mig (f.eks. fodbold), ser jeg kun de få sportsgrene der virkelig interesserer mig. Du kan læse om disse sportsgrene nedenfor.

En af mine foretrukne sportsgrene er helt klart American football (amerikansk fodbold), eller bare football - da amerikanerne benytter betegnelsen soccer, når de refererer til den europæiske form for fodbold.
En del mener denne sport er kedelig, pga. alle pauserne. Det er jeg ikke enig i. Jeg er tværtimod meget begejstret for at se denne sport, da den er ekstremt taktisk - og netop pauserne bliver benyttet til de taktiske overvejelser, hvor holdene forsøger at overvinde hinanden ved at være bedst til at udvælge og udføre de bedst tænkelige spil. Det er et taktisk tankespil, næsten som et spil skak - kaldes også ofte for holdsportens skakspil, en betegnelse jeg er enig i. De korte spil, der typisk varer ganske få sekunder, er desuden meget intense - at der samtidig kommer nogle ordentlige hits, der kan høres langt væk, gør det ikke ligefrem mindre spændende. Jeg går ud fra, de eneste der finder denne sport kedelig, er dem der ikke forstår de indviklede regler og de ofte komplicerede spil i holdenes omfattende playbooks.
Da jeg foretrækker at se verdens bedste spillere, følger jeg især med i NFL (National Football League). Den amerikanske indendørs football liga (AFL, Arena Football League) er også god underholdning.

Ishockey har også altid været én af mine yndlingssportsgrene.
Det er en tempofyldt sport, hvor der konstant er gang i den, med masser af action, spænding og fart - de spiller hårdt og går til den hele kampen, med ganske få (og korte) pauser. Det er vist ikke helt forkert at kalde ishockey for den diametrale modsætning til football.
Det er altid en fornøjelse at se de bedste spillere kæmpe i den ovale rink. Da jeg foretrækker at se netop de bedste i aktion, følger jeg især med i NHL (National Hockey League).

Basketball er også én af mine foretrukne sportsgrene. Da jeg naturligvis også her foretrækker de seværdige kampe, der opstår når verdens bedste spillere kæmper imod hinanden, følger jeg især med i NBA (National Basketball Association).

Blandt de øvrige sportsgrene, jeg følger med fornøjelse, kan jeg nævne aussie rules football (især AFL, Australian Football League) samt naturligvis atletik og kampkunst (hvilket vist ikke kan komme bag på dem der har læst om min træning).

 

Tilbage til menuen