Tai Chi Chuan

Nedenfor kan du læse en beskrivelse af ét af mit træningsprograms vigtigste elementer, tai chi chuan, da jeg skønner det er en træningsform, de fleste ikke har reel indsigt i.

Lad mig først slå fast, at tai chi ikke "kun" er en afspændingsform, som mange ellers tror, det er rent faktisk en ældgammel kampform, der kan være ekstremt effektiv.

Tai chi chuan er en ældgammel kinesisk kamp- og overlevelsesdisciplin.
Tai chi chuan oversættes normalt til "den overlegne ultimative næve". Tai chi refererer til yin-yang dualiteten i kinesisk filosofi og kultur, der her især antager betydningen "hård" og "blød" - de to modsætninger, der forenes i harmoni med hinanden. Chuan refererer til en boksemetode - i denne sammenhæng defineret som ubevæbnet nærkamp, ikke en specifik sportsgren. Tai chi chuan er derfor en form for selvforsvar, der er baseret på det taoistiske yin-yang princip.
Træningen kombinerer bløde og smukke bevægelser (der er til gavn for helbredet og velværet) med et stærkt kampsystem.

Man skal være i konstant bevægelse: hele kroppen skal bevæges, vægten må ikke fordeles ligeligt på benene (undtagen i udgangs- og afslutningsstilling) - især armene må ikke være i ro. Der er en bestemt sammengæng mellem vejrtrækning og bevægelser; da bevægelserne ikke må være så langsomme, at man tvinges til at holde vejret, er det reelt set vejrtrækningskontrollen der afgør, hvor langsomt bevægelserne kan udføres.
Bevægelserne skal være langsomme, runde og bløde. Desuden skal de ikke være klart markerede og afgrænsede (som i eksempelvis gymnastik), men med bløde overgange, så de går over i hinanden. Er man god, ligner det ikke en serie bevægelser, men én, lang bevægelse.
At bevægelserne skal være langsomme, skyldes at dette stiller meget større krav til udøverens teknik, balanceevne og koncentrationsevne. Der lægges desuden stor vægt på, at udøveren skal lære at slappe af og udføre bevægelserne flydende, hvilket er med til at nedsætte reaktionstiden, hvis udøveren skulle få behov for at handle i selvforsvar.
Målet er altså maksimal langsomhed i bevægelserne samt kontinuitet og blødhed i overgangene.

Tai chi er en effektiv afspændingsform, der både giver fysisk og psykisk afspænding - træningen virker dermed afstressende. I modsætning til de fleste andre afspændingsformer (f.eks. meditation), er tai chi aktiv.
Det giver også en indre ro og harmoni. Det styrker psyken, det styrker og smidiggør legemet og det masserer de indre organer.
Desuden forbedrer det ens evner på en række områder, der også er nyttige i andre sammenhænge: vejrtrækningskontrol, koncentrationsevne, balanceevne, koordinationsevne og præcision i finmotorikken. Det giver desuden en bedre holdning, og man lærer at bruge sin krop rigtigt - dvs. at arbejde ud fra dens center.
Det er ikke helt forkert at beskrive tai chi som en sammensmeltning af kung fu og yoga, hvis dette kan hjælpe med at anskueliggøre hvad træningen går ud på.

Mange idrætsudøvere og andre, der er afhængige af kroppens præstationsevne, anvender tai chi som mental træning og koncentrationstræning.

Tai chi er med sin balance mellem aktivitet og inaktivitet, blødhed kontra hårdhed etc. i overensstemmelse med princippet vedrørende yin og yang (alle kender vist symbolet herfor). Yin repræsenterer kvinden, mørket, kulden og den indre verden, yang repræsenterer manden, lyset, varmen og den ydre verden. I symbolet er er yin "den store skygge" og yang "det store lys". Det drejer sig kort sagt om, at de to modsætninger altid skal være til stede i fuldkommen balance og harmoni med hinanden. Man kan ikke have skønhed uden også at forholde sig til grimhed, man kan ikke have lys uden også at have mørke etc. Som man kan se på symbolet, rummer de begge en lille del af hinanden. Dette repræsenterer for menneskets vedkommende båndet mellem de to køn.
Denne overensstemmelse betød, at tai chi blev accepteret af begge de to lejre (store hovedretninger) indenfor kinesisk filosofi. De to lejre er i sig selv modsætninger, med taoisternes (kendteste fortaler: Lao Tzu) passivitet og konfutsianernes aktivitet. Kung Fu Tzu's (Konfutse) relations- og hierarkipyramide, der er en af grundpillerne i traditionel kinesisk livsstil, en generel livsfilosofi, er meget udbredt nutildags. Især i kampsportsskoler, med faste regler for, hvordan man bør opføre sig overfor kammerater og lærere.
Tai chi er dog ikke den praktiske tillempelse af højere filosofiske eller religiøse ideer. Det har intet med religion at gøre. Og man kan sagtens træne tai chi uden at føre en traditionel kinesisk livsstil.

Det er sundt og behageligt at træne tai chi hver dag. Det fascinerende øvelses- og træningsprogram kan for øvrigt trænes på mange niveauer, alt efter tid, lyst og ambitionsniveau. Fra et højt og tidskrævende niveau som meditations- og kampsystem til et mere afslappet, gymnastikagtigt hverdagsniveau, for at holde legeme og sind i form.
Alle har tid til at træne tai chi, da træningen kan tilpasses dagens tidsskema, uanset hvor travlt man har.

Dygtighed kommer ikke automatisk med alderen, uanset arbejdsindsatsen. Det er resultatet af hårdt arbejde og en målrettet, disciplineret indsats over en lang periode. Det er ikke specielt svært at lære øvelserne udenad, men det er svært at blive rigtig god til dem ("let at lære, svært at mestre!").
I starten koncentrerer man sig om det rent tekniske, men når øvelserne "sidder på rygraden", kan man koncentrere sig om alt det væsentlige - blødhed, runde bevægelser, præcision, koordination, kontinuitet, langsomhed etc.

Der er intet mystisk ved den gavnlige effekt af tai chi træning. En god vejrtrækningskontrol giver en høj iltoptagelse. Kombineret med et velfungerende kredsløb betyder det, at kroppens muskler og organer får mere ilt og flere næringsstoffer, de slipper desuden lettere af med affaldsstofferne.
De hyppigste årsager til muskelsmerter er: affaldsstoffer, der har hobet sig op i musklerne, og spændte muskler, der ikke får ro til at hvile. Affaldsstofferne bliver som sagt fjernet af træningen, afspændingen tager sig desuden af de spændte muskler.

Med den type træning, er regelmæssighed en vigtig faktor. Det er bedre at træne lidt, men jævnligt, end meget engang imellem. Det er f.eks. bedre at træne 20 minutter om dagen, end at træne 2 timer 2 gange om ugen - det giver mere på den måde.

Med en god koncentrationsevne, kan man opnå en meditativ tilstand. Men det er andet og mere mere end "bare" meditation - det er desuden kropskontrol.

Når man opremser de gavnlige, positive effekter ved tai chi, må man dog ikke glemme en meget vigtig detalje: tai chi er egentlig et ældgammelt kampsystem - især traditionel tai chi chuan kan være særdeles effektivt som selvforsvar, hvis man er dygtig. I den henseende kan tai chi træning minde en del om visse former for kata træning, hvor man jo også indøver kampteknikker gennem langsomme, velovervejede bevægelser. Hvis man sammenligner tai chi som kampform med de mere kendte kampformer, minder stilen mest om kung fu.
Det er dog vigtigt at være opmærksom på flg.: ingen seriøse tai chi chuan udøvere (eller kampkunst udøvere i øvrigt) dyrker kampkunst for at kunne skade andre, der er formentlig ingen med den påkrævede selvkontrol (og en funktionel hjerne), der ligefrem nyder at skade andre - det er ment som en form for selvforsvar, ikke et aggressivt værktøj. De fleste udøvere går under alle omstændigheder mere op i træningens gavnlige effekter - evnen til at kunne forsvare sig selv er en ekstra bonus.

Hidtil har jeg udeladt en vigtig detalje, der kan virke lidt "svævende" for folk, der har svært ved at sætte sig ind i den slags. Kineserne har altid lagt stor vægt på betydningen af chi (eller qi), den iboende kraft eller energi, der strømmer rundt i det såkaldte meridiansystem i legemet. Det er svært at forklare, præcis hvad det drejer sig om. Men den model, der er baseret på dette system, er en væsentlig del af grundlaget for deres traditionelle medicin og træningssystemer - man træner sin chi, når man udfører tai chi træning.
Chi kung (eller Qi Gong), der udvikler den interne styrke ved at træne og kontrollere chi, er en væsentlig del af tai chi chuan træningen - dette gælder alle de interne stilarter inden for den traditionelle kampkunst. Man bør ikke undervurdere styrken af chi, da den er meget kraftfuld - og særdeles virkelig (eksistensen af denne energi er endda bevist videnskabeligt).
Én af Shaolin munkenes hemmeligheder siges at være en usædvanlig kontrol over deres chi - og de fleste har sikkert hørt om de berømte (zen buddhistiske og taoistiske) krigermunke fra Shaolin klosteret, beliggende i Songshabjergene i Henan provinsen i det sydlige Kina, der har grundlagt og videreudviklet adskillige kampformer, bl.a. flere af kung fu formerne. Ved at iagttage disse munke, kan man ved selvsyn konstatere, hvad udøvere med total kontrol over deres chi er i stand til at præstere - disse munke er formentlig verdens stærkeste kampkunst udøvere, spirituelt, mentalt og fysisk. Shaolin kung fu er nært beslægtet med wushu og tai chi chuan.

Når tai chi bliver beskrevet, er det dog vigtigt at understrege at der er tale om utallige stilarter, da de store mestre igennem tiderne har udviklet deres egen stil, ved at videreudvikle eksisterende øvelser og teknikker (dels fra tai chi, dels fra andre kampformer), desuden har de studeret deres omgivelser, især indenfor dyreriget: de fleste øvelser og teknikker indenfor tai chi og kung fu er kraftigt inspireret af dyrenes advarsels-, forsvars- og angrebspositurer (hvilket også afspejles i de ofte meget poetiske navne, øvelserne kan have). Dette er i Chang San Feng's (skaberen af tai chi chuan) ånd, da han ifølge legenden blev inspireret til at skabe sin kampform, ved på Wudang bjerget i Hubei provinsen, der er beboet af taoistiske munke, at iagttage en trane og en slange kæmpe - han var så imponeret over deres flydende bevægelser og deres evne til at undvige og angribe samtidig, at han indarbejdede disse bevægelser i sit system (den berømte Wudangskole er for øvrigt grundlagt i dette område); at han desuden havde studeret ved det berømte Shaolin kloster og mestrede deres system af kampformer (og efter sigende var meget dygtig til at ramme kroppens akupunkturpunkter), gjorde ikke ligefrem hans stil mindre effektiv.
Der er desuden tale om flere discipliner, herunder også brug af traditionelle våben (sværd, spyd m.fl.). Af andre discipliner kan jeg nævne dim mak, der går ud på at ramme sårbare nervecentre og akupunkturpunkter. Det primære formål med tai chi er at kunne tilføre kraft fra kort afstand, fa jing. Tai chi som selvforsvar går typisk ud på at aflede styrken i modstanderens angreb en lille smule, kun lige nok til at modstanderen forfejler sit mål og kommer ud af balance, for derefter at udnytte den sårbarhed, ubalance og den kortvarige åbning i forsvaret skaber - en tai chi udøver vil dog ikke satse alt på det ene angreb, der måske kan være det afgørende, men vil fortsat være forsigtig og tilpasse sine bevægelser efter modstanderens, så det er muligt at forsvare sig hvis modstanderen fortsætter med at angribe. Et vigtigt aspekt af dette er toi sau ("skubbende hænder"), der går ud på at udøverens hænder (og arme) konstant udfører flydende bevægelser, der følger modstanderens bevægelser, på en særlig måde der på samme tid udgør et effektivt forsvar og gør det muligt at angribe på kort afstand - formålet med dette er at udvikle udøverens opmærksomhed, sensitivitet, evner og forudsigelse af modstanderens bevægelser (da man med sine hænder er i stand til at "føle" modstanderens bevægelser).
Her bliver jeg desuden nødt til at modsige mig selv. Jeg har understreget vigtigheden af langsomme bevægelser, når man træner tai chi. Dette er også den generelle regel, men der findes dog også hurtige sekvenser indenfor visse af disciplinerne.

I Kina er der tradition for, at de store kung fu mestre også skal træne tai chi, for at blive mere alsidige og komplette. Tai chi chuan går også under betegnelsen "intern kung fu", da det er en kampform der lægger vægt på udviklingen af legemets interne aspekter - vejrtrækning, fleksibilitet og sindet - i modsætning til ekstern spænding eller muskelstyrke, som man typisk kender det fra de fleste øvrige kampformer.

Jeg har selv dyrket tai chi chuan igennem en længere årrække, så vidt jeg husker siden 1992.

Jeg benytter mig desuden af an mo (kan oversættes til "tryk og stryg"), den traditionelle kinesiske Qi Gong massage, der stimulerer chi og ofte benyttes i tilknytning til tai chi træning.