|
Jeg træner meget og hårdt, hvilket jeg har gjort i årevis, da jeg mener det er vigtigt at holde sig i form - jeg nyder desuden at bruge min krop så intensivt, det føles pragtfuldt. Jeg træner dog aldrig hårdt lige efter en tapning - men det er et offer jeg gerne bringer, da jeg blev bloddonor for at hjælpe andre (desuden forekommer denne pause højst 4 dage om året).
Min træning består af tre vidt forskellige og i princippet adskilte elementer, der ikke er indbyrdes afhængige: tai chi chuan, et fysisk træningsprogram og løbetræning. Det fysiske træningsprogram og løbetræningen (der for mig er træningsprogrammets væsentligste element) vil blive beskrevet nedenfor.
Træningsprogram
Som de fleste andre kampkunst udøvere og løbere, dyrker jeg naturligvis også styrketræning; der benyttes styrketræningsøvelser, der har til formål at opbygge den nødvendige styrke og udholdenhed til kampteknikkerne og løbet. Styrketræningsøvelser uden brug af redskaber (dvs. med kroppens egen vægt som modstand) og med mange repetitioner (gentagelser) udvikler ikke store muskler (som en svulmende bodybuilder), men de giver styrke og udholdenhed, hvilket reelt set er det eneste praktisk anvendelige udbytte - at de ikke kræver specielle redskaber, betyder desuden at de er lettere at udføre, uanset hvor man opholder sig (og med til at holde udgifterne nede på et rimeligt niveau). Man kan med fordel kombinere brugen af denne type styrketræningsøvelser og vægttræning (hvilket jeg også gør).
Udfører naturligvis også en del strækøvelser, da disse er en nødvendighed når man dyrker styrketræning - i hvert fald hvis man ønsker at bevare (eller måske endda forbedre) sin smidighed, hvilket er meget vigtigt for en kampkunst udøver.
Slutter af med afspændingsøvelser og en basal shiatsu behandling (ved du ikke hvad shiatsu er, kan jeg henvise til beskrivelsen af min massageteknik).
Der er tale om et omfattende træningsprogram, der træner hele kroppen.
Styrketræningen er hovedsageligt opbygget efter circuit training (cirkeltræning) princippet, dvs. en sekvens hvor man veksler imellem flere øvelser (der bør træne forskellige muskler eller muskelgrupper), uden at holde egentlige hvilepauser imellem de enkelte sæt, hvor pulsen kan falde - på denne måde tilbyder sekvensen på samme tid både styrketræning og aerob træning. Da ikke alle øvelser er lige krævende, kan jeg naturligvis vælge at betragte de knap så krævende øvelser som mine "hvilepauser".
Man kan naturligvis undre sig over, hvorfor det er nødvendigt at dyrke styrketræning, når man dyrker kampkunst (som et supplement til den egentlige kampkunsttræning). Især set i lyset af, at hvis musklerne bliver for store (som man typisk ser det hos en bodybuilder, der har pumpet sine muskler op til en nærmest grotesk størrelse), kan de være et decideret handicap i nærkamp - de store muskler er ganske enkelt for tunge, og ofte alt for langsomme og usmidige. Det er derfor, man skal tilstræbe ikke at overdrive styrketræningen (og huske at supplere den med strækøvelser, af hensyn til smidigheden) - det er trods alt ligegyldigt, hvor hårdt man kan slå og sparke, hvis man er for langsom og usmidig til at ramme sit mål; har man den nødvendige smidighed og hurtighed til at ramme sit mål, er det til gengæld vigtigt at kunne ramme hårdt nok til at det har en effekt, men her er en korrekt teknik langt vigtigere end ren råstyrke, da en god teknik kan kompensere for manglende råstyrke.
I nærkamp er teknikken den væsentligste faktor, skarpt forfulgt af hurtighed og smidighed; ren råstyrke (muskelstyrke) kommer kun i fjerde række, til en del teknikker er den endda uden betydning (hvor stor en del af teknikkerne, der nærmest overflødiggør råstyrke, afhænger naturligvis af hvilken kampform man dyrker). Selvom råstyrken ofte vil være uden den store betydning i nærkamp, er træningsindsatsen dog ikke spildt, da en tilstrækkelig råstyrke i visse situationer er altafgørende - en veltrænet muskulatur, der har styrke og udholdenhed, kan desuden være en stor fordel i mange andre sammenhænge (desuden vil det at opbygge mere muskelmasse ganske automatisk medføre, man forbrænder flere kalorier, også når man ikke er aktiv). Man bør ikke undervurdere betydningen af styrke, men målet med styrketræningen bør være en effektiv styrke, dvs. at man er stærk uden at være tung og opsvulmet (det man på engelsk kalder for strong by the pound). Udover styrke er det naturligvis vigtigt at træningen hjælper udøveren med at opnå udholdenhed, smidighed, hurtighed og en god teknik (som omtalt ovenfor) - det er altid bedre at have færdigheder end at skulle klare sig med råstyrke alene.
For en løber er formålet med styrketræning primært at reducere skadesrisikoen, da muskler og led lettere kan modstå skader, hvis muskulaturen er veltrænet med en tilstrækkelig styrke og udholdenhed, og leddene samtidig har en tilstrækkelig fleksibilitet (dvs. man bør huske udstrækning i forbindelse med styrketræning) - en god løbeteknik er dog endnu vigtigere, da det er ligegyldigt hvor stærk og fleksibel en krop man har, hvis man pga. dårlig teknik belaster kroppen på en uhensigtsmæssig måde (mere om dette nedenfor).
Jeg har lavet en detaljeret beskrivelse af korrekt styrketræning, der kan læses her.
De ovenfor omtalte faktorer, der har betydning i nærkamp, er de rent fysiske faktorer (der også er de nemmeste at træne, bl.a. ved at udføre styrketrænings- og strækøvelser). De mentale faktorer har en betydning, der er mindst lige så stor. Især den mentale styrke, herunder evnen til at kunne fokusere sin energi, har en enorm betydning - det er vel nok den væsentligste faktor overhovedet, men samtidig den sværeste evne at optræne.
Mange tai chi udøvere (og kampkunst udøvere i øvrigt) mediterer, og betragter meditationen som en naturlig og vigtig del af træningen. Omvendt opfordrer mange meditationsguruer deres elever - i hvert fald de mere avancerede udøvere - til at dyrke træning, der styrker energikredsløbet (dvs. tai chi, yoga og lignende), sideløbende med meditationen. Så der er vist bred enighed om, tai chi og meditation har en naturlig samhørighed, der indebærer at disse discipliner kan supplere hinanden godt. Da jeg er en erfaren tai chi udøver, var det en naturlig beslutning at tilføre træningen en ekstra dimension, ved at dyrke meditation, da meditationen udgør et naturligt supplement til min træning, der kan give et stort udbytte. Du kan læse mere om meditation her.
Løbetræning
Det er vigtigt at variere sin træning, så der bl.a. både er tempoløb (hastighedstræning) og LSD (long slow distance) løb, dvs. den lange tur, der løbes i et moderat tempo ved en let intensitet ("konversationstempo"), med det formål at optræne udholdenhed og aerob kapacitet, samtidig med at restitutionstiden og skadesrisikoen begrænses - at løbe for hurtigt på den lange tur vil ganske enkelt øge skadesrisikoen og forlænge restitutionstiden unødigt, hvilket man naturligvis bør undgå, da det ikke vil øge det træningsmæssige udbytte (omvendt bør tempoet heller ikke være for langsomt).
Tempoløb er et træningspas, hvor man holder en jævn og forholdsvis høj intensitet, i et tempo der føles "komfortabelt hårdt" og svarer til det tempo, man kan holde i en konkurrence af ca. en times varighed (dvs. halvmarathon konkurrencetempo for eliteløbere og 10k konkurrencetempo for langsommere løbere). Intensiteten skal ligge på ca. 88-92% af HRmax (maxpuls eller maksimal arbejdspuls), dvs. lige under den tærskelværdi, hvor laktatniveauet begynder at blive for højt, fordi de arbejdende muskler producerer mere laktat (mælkesyre) end kroppen kan nå at forbrænde og udskille, så musklerne "syrer til", hvilket de ikke må gøre i forbindelse med threshold træning, hvor blodets laktatniveau skal være forholdsvis konstant, uden større udsving hverken op eller ned i løbet af træningspasset. Det er ikke meningen, man skal forsøge at jagte ny PR hele tiden i forbindelse med tempoløb, det er vigtigere at holde et jævnt tempo ved den korrekte intensitet, og mærke hvordan det gradvist bliver lettere at holde sit tempo - først når det begynder at blive mærkbart lettere at holde tempoet, kan man tillade sig at øge tempoet lidt, efterhånden som træningen hæver atletens laktattærskel, så denne kan tolerere et højere laktatniveau og dermed løbe hurtigere i længere tid (hvilket netop er formålet med LT træning). Jack Daniels (Daniels' Running Formula) anbefaler tempoløb af 20 minutters varighed som normen, ved længere tempoløb af op til 60 minutters varighed bør man korrigere tempoet for at tage højde for træningspassets længere varighed. Der er tale om kvalitetstræning ved en forholdsvis høj intensitet, hvilket man bør tage højde for i træningsprogrammet.
Jeg foretrækker at løbe i kuperet terræn, f.eks. i en skov, da det giver en naturlig variation i rytmen og tempoet, det er desuden hårdere på denne måde - men selvom det er mere fysisk krævende end løb på plan vej, er belastningen på led (og dermed også risikoen for overbelastningsskader) mindre, da det ujævne underlag sikrer en mere varieret belastning og de stød, der bliver sendt op gennem kroppen, naturligvis er mindre på et blødt underlag end på eksempelvis asfalt, fliser o.lign. Jeg har desuden en svaghed for at løbe i sne og blødt sand, da det også gør træningen mere fysisk krævende. Når jeg løber i en skov, har jeg en svaghed for at indlægge min version af intervaltræning kombineret med bakketræning: jeg indlægger ganske enkelt korte, høj intensive sprintsekvenser - for det meste op ad en kort, stejl stigning, for at gøre det endnu hårdere - men i "pauserne" holder jeg mit sædvanlige løbetempo, jeg sætter ikke farten ned til jogging eller gang (træningen minder dermed om det, man kalder fartleg); det er meget effektivt og det udvikler den eksplosive hurtighed, man også kan få behov for. Benytter mig dog også af både strides, fartleg og intervaltræning.
Når man løber i terræn, skal man dog lige være opmærksom på flg.: netop de ujævnheder, der mindsker risikoen for overbelastningsskader, øger samtidig risikoen for at glide, falde eller vride om på foden, hvorved man kan pådrage sig en akut skade - f.eks. en ligamentlæsion (ledbåndsskade), noget der tidligere har plaget mig.
Træning på et løbebånd siger mig ikke rigtig noget, da jeg savner naturens smukke omgivelser, varierede underlag, friske luft og skiftende vejrforhold, der kan være noget af en udfordring - men i visse situationer kan selv en så kedelig, mangelfuld og utilfredsstillende træningsform, der for øvrigt slet ikke er hård nok (med mindre man tager visse forholdsregler, se nedenfor), være et nødvendigt onde, hvis man vil bevare sin fysiske grundform (jeg anvender f.eks. selv løbebånd, når jeg er på ferie i udlandet, hvis jeg er så heldig at overnatte på et hotel/motel med fitness-rum).
Som udgangspunkt er det ikke ligeså hårdt at løbe på løbebånd som at løbe udendørs, da man ikke skal overvinde luftmodstanden (man er jo stationær på et løbebånd) og det rullende bånd desuden forærer løberen noget af den fremdrift, man selv skal levere udendørs. Ved at indstille løbebåndet til en stigning på 2%, kan man dog opnå en belastning, der nogenlunde modsvarer løb i fladt terræn og vindstille vejr; vil man simulere løb i kuperet terræn, skal der naturligvis større stigningsprocenter til; vil man simulere løb under realistiske forhold, hvor der jo også kan forekomme modvind, er man nødt til at øge tempoet og løbe i et højere tempo end man ville gøre udendørs - det er ikke uden grund, de fleste løbere er i stand til at opnå et højere tempo på løbebånd end udendørs.
Det, jeg især kan lide ved løbetræning, er, at det er den mest effektive træningsform - forstået på den måde, at det er den træningsform, der giver det største træningsmæssige udbytte, set i forhold til de ressourcer man ofrer på projektet (dvs. tidsforbrug og udgifter til udstyr). Det er desuden en klar fordel, at det er en træningsform, man kan dyrke uafhængigt af andre, da træningen let kan tilpasses dagens øvrige gøremål og ikke nødvendigvis skal koordineres med andre - man kan bare træne, når man har tid og lyst (hvilket også gælder det fysiske træningsprogram).
For at teste mig selv, udvælger jeg konkurrencer, jeg vil stille op i.
Det at løbe på konkurrenceniveau er ikke noget, jeg "bare" har fået lyst til. Da jeg var yngre, gik jeg til atletik i Vordingborg Atletik Club (VAC). Det var her, jeg lærte korrekt løbeteknik; man skal dog være lidt forsigtig med at benytte betegnelsen "korrekt løbeteknik", da der eksisterer flere forskellige teorier og skoler, og der fortsat forskes en del indenfor idrætsfysiologi (herunder løbeteknik), hvilket udvikler nye metoder - mere om dette nedenfor. Dengang var jeg dog mest sprinter, med 400 meteren som min foretrukne distance, jeg deltog desuden især på 200 meteren og i højdespring; at jeg dengang løb den længste sprinterdistance, der er frygtet af mange fordi de syrer til og det gør ondt, skyldes at jeg allerede dengang havde både hurtighed og udholdenhed (samt en høj laktattærskel) - noget jeg også har gavn af, nu hvor jeg selv har trænet kroppen op til løb over længere distancer.
Desuden har jeg løbende opdateret min løbeteknik, ved også at inkorporere nye teorier og teknikker i min løbestil og evaluere udbyttet, i forsøget på at optimere mit løb. Jeg har bl.a. gode erfaringer med Dr. Nicholas Romanovs Pose Method running og ChiRunning, grundlagt af den amerikanske ultraløber Danny Dreyer, der med over 30 års erfaring med langdistanceløb på topplan og træning af andre samt indgående kendskab til tai chi inkorporerede chi begrebet i sin metode - ønskes et mere indgående kendskab til chi, henvises der til siderne om tai chi chuan og meditation. Begge metoder er udviklet med henblik på vha. god biomekanik at kunne løbe afslappet og effektivt, så man kan løbe hurtigt og langt samtidig med at man løber ubesværet, de reducerer desuden skadesrisikoen betragteligt - der er tale om mellemfods- og forfodsløb i en naturlig, barfodslignende løbestil. Valgte i starten af 2007 at implementere ChiRunning metoden (efter i ca. et år at have arbejdet seriøst med min løbeteknik, hvor jeg især arbejdede med Pose running og ChiRunning), der gør det muligt at løbe mindst lige så hurtigt og langt som jeg kunne med power running metoden, bare med den væsentlige forskel at jeg løber langt mere let og ubesværet - og som sagt med en reduceret skadesrisiko.
Det forholder sig med løb, som det gør med kampkunst og så meget andet: teknikken er den væsentligste af de rent fysiske faktorer, det er derfor vigtigt at arbejde med sin teknik - har man en god teknik, gør man det ganske enkelt langt lettere for sig selv, da det er lettere at løbe hurtigt og langt, hvis man har teknikken til det. Man kan bare prøve at iagttage de kenyanske løbere, der jo er verdens bedste løbere på de mellemlange og lange distancer; de er ikke hurtigst fordi de har de største og stærkeste muskler - de har tværtimod en slank kropsbygning med en spinkel muskulatur, der har den nødvendige styrke og udholdenhed uden at være for tung - de er derimod hurtige pga. en fantastisk teknik og en meget naturlig måde at løbe på, noget vi andre bør tage ved lære af. Det er derfor, der er behov for metoder som eksempelvis ChiRunning og Pose running.
Vedrørende fordelene ved mellemfods- og forfodsløb, og ved at løbe barfodet eller i minimale sko, kan jeg bl.a. henvise til Lieberman et al.
Blandt mine største inspirationskilder finder man desuden især Jack Daniels og hans Daniels' Running Formula. Coach Daniels har en Ph.D. grad i idrætsfysiologi og er fuldt fortjent én af verdens mest respekterede løbetrænere og forskere indenfor dette felt. Runner’s World har også kåret ham til verdens bedste løbetræner og bogen til bedste trænings bog; en uundværlig bog for løbere og andre, der interesserer sig for træningslære, idrætsfysiologi, optimering af præstationsevnen i konkurrencesituationer mm., bogen giver en masse nyttig viden og vejledning.
En anden stor inspirationskilde, jeg vil anbefale, er bogen Born To Run, skrevet af Christopher McDougall; bogen er interessant, inspirerende og underholdende læsning, der for mange nok vil være en tankevækkende øjenåbner, der på en sjov og måske også lidt provokerende måde udfordrer, hvad de fleste tror, de ved om løb - hans faglige oplysninger understøttes af flere højt estimerede forskere (bl.a. Lieberman et al) og andre eksperter.
Udover de ovenfor nævnte bøger, vil jeg gerne anbefale flg. bøger om løb: The Competitive Runner's Handbook skrevet af den legendariske løbetræner Bob Glover, samt Lore of Running skrevet af Dr. Tim Noakes, der betragtes som løbernes Bibel (ifølge Runner's World er bogen et must for den seriøse løber eller træner); det er en komplet referenceguide, hvori han har medtaget al relevant viden om løb og løberelaterede emner - der er dog også en del der mener, de mange informationer uden ret mange konklusioner (og det høje faglige niveau, med en del tung teori) godt kan gøre bogen lidt uoverskuelig og svær at læse, da det er nødvendigt selv at uddrage det væsentligste og konkludere på informationerne, hvor en bog som eksempelvis The Competitive Runner's Handbook er meget mere overskuelig og letlæst (det samme kan siges om Daniels' Running Formula). Ønskes en mere lettilgængelig (og dansk) bog om løb, inklusiv en god og letlæst gennemgang af fysiologien, kan jeg anbefale ELSK AT LØBE - med Maratonbogen skrevet af Tor Rønnow og Bente Klarlund, der udover det rent faglige desuden er inspirerende læsning suppleret med gode billeder.
Jeg blev desværre tvunget til at udvise lidt mere forsigtighed, da jeg maj 2005 fik diagnosticeret astma. Der er ganske vist tale om en mild form, det bør være muligt at holde under kontrol - også uden medicin. Det er dog nødvendigt at være opmærksom på mulige symptomer, især når jeg udfører en fysisk krævende aktivitet som f.eks. løbetræning.
Jeg har dog valgt ikke at indstille min træning, da løbetræning er kendt for at kunne afhjælpe symptomerne på flere lidelser, bl.a. astma, jeg har desuden et stort udbytte af træningen på mange andre områder: træningen kan forebygge og lindre de smertefulde muskelspændinger i nakke, skuldre og lænd (samt den ofte medfølgende hovedpine), stillesiddende arbejde kan medføre, endorfinerne og dopamin giver desuden en helt speciel energi, man ellers kun kan opnå med sundhedsskadelige (og ulovlige) stoffer. Der er naturligvis også andre gavnlige effekter af træningen, den kan bl.a. styrke immunforsvaret, kredsløbet og vejrtrækningen, den er desuden kendt for at være god for fordøjelsen og øge stofskiftet (undersøgelser tyder på, forøgelsen af stofskiftet holder sig i helt op til 16 timer efter træningens ophør). Den afstressende effekt af løbetræning er også veldokumenteret. Udover dette udbytte, er der naturligvis det mest indlysende udbytte, dvs. en forbedring af konditionen, en styrkelse af muskulaturen samt en lavere fedtprocent, som en direkte følge af det forøgede stofskifte og muskelaktivitetens højere energiforbrug – apropos energiforbrug, har det desuden vist sig, løbetræning er den træningsform, der medfører den største forøgelse i antallet af mitochondrier i muskelcellerne, hvilket bevirker at musklerne forbrænder mere energi, også når de er inaktive (med en ugentlig træningsmængde på sammenlagt ca. 4 timer eller mere, er der tale om at man vil forbrænde ca. 54% mere energi, også når man ikke er aktiv).
Det er dog med løbetræning som med alle andre former for fysisk træning: overtræning kan svække immunforsvaret og i det hele taget begrænse de gavnlige effekter og dermed udbyttet af træningen (og øge risikoen for skader) - man bør derfor have en fornemmelse for, hvor den hårfine grænse mellem optimal træning og overtræning går, så denne grænse ikke overskrides. Ved at vælge det optimale underlag (se ovenfor), kan man gøre meget for at nedsætte belastningen, det samme kan man opnå ved at justere sin teknik (hvis dette viser sig at være påkrævet), da teknikken naturligvis også er med til at afgøre hvor belastende træningen er. Men uanset hvordan man træner, bør man være meget opmærksom på hyppigheden, da løbetræning er en meget krævende træningsform, bl.a. pga. de kraftige stød, der ikke kan undgå at påvirke kroppen og især knæene; dette medfører at kroppen naturligvis har behov for tid til at restituere, før den igen udsættes for den hårde belastning, løbetræning kan udgøre, da man ellers på længere sigt kan udvikle en alvorlig knæskade, der kan tvinge udøveren til helt at indstille sin løbetræning; da ca. 48 timers restitution skønnes at være tilstrækkeligt, indebærer dette at man ikke bør løbetræne mere end 3-4 gange om ugen; har man behov for mere cardio træning (konditionsforbedrende kredsløbstræning), bør man overveje andre former for cardio træning, der er knap så belastende (f.eks. svømning eller cykling) - hvilket også, som en sideeffekt, hjælper med at gøre træningen mere alsidig; det er dog muligt at forkorte det tidsrum, der normalt er påkrævet for at opnå en tilstrækkelig restitution, bl.a. ved at benytte ChiRunning metoden (48 timers restitution er under alle omstændigheder en tommelfingerregel, der ikke nødvendigvis gælder for alle).
Som jeg skrev ovenfor, er teknikken den vigtigste af de rent fysiske faktorer, med betydning for hvor godt man vil være i stand til at løbe. Der er naturligvis også andre faktorer, der har betydning. Blandt disse kan nævnes en god vejrtræningskontrol og en god kondition (da man ellers ikke vil kunne holde til et højt tempo i længere tid ad gangen); muskulaturen skal naturligvis have en tilstrækkelig styrke og udholdenhed, men som sagt uden at musklerne bliver for store og dermed for tunge - benytter man eksempelvis ChiRunning metoden, er der dog ikke behov for specielt stærke benmuskler, da det ikke er benene der vil blive pålagt hovedvægten af belastningen (det vil derimod muskelkorsettet blive); det er desuden vigtigt at holde vægten nede, da man med et højt løbetempo vil kunne mærke selv ganske få overflødige kg, det er ganske enkelt hårdere at slæbe rundt på ekstra vægt - dette gælder også muskler, der er større end nødvendigt, da muskelvæv jo også vejer (er rent faktisk tungere end fedtvæv). Udover de rent fysiske faktorer, er der også andre faktorer med betydning for konkurrenceløbere. Blandt disse kan nævnes: overblik, taktisk forståelse, viljestyrke og evnen til at kunne fokusere; rutekendskab kan også være en stor fordel, da det ellers kan være svært at optimere sit løb, herunder at vide præcis hvor det kan betale sig at angribe og hvor man ikke skal lade sig fange bag en langsom gruppe, uden mulighed for at passere over en længere strækning - det er ikke uden grund, de fleste løb, der ikke er store nok til at tiltrække kenyanerne, oftest bliver vundet af lokale løbere med denne "hjemmebanefordel". Det er desuden vigtigt at opbygge konkurrenceerfaring, da det er den bedste metode til at lære, hvordan man optimerer sit løb til lige præcis den aktuelle distance og rute, og til hvordan man begår sig i en konkurrencesituation i det hele taget – vil man være en bedre konkurrenceløber, er man ganske enkelt nødt til at deltage i konkurrencer, så man kan opbygge den nødvendige erfaring (for alsidighedens skyld helst ved at stille op på forskellige distancer og i forskellige typer terræn); hvis man f.eks. skal stille op i et 10km løb og er vant til at løbe længere til træning, kan man naturligvis ikke nøjes med at løbe i sit sædvanlige træningstempo, men at vide præcis hvor meget der skal skrues op for tempoet, for at løbe hurtigt nok uden at presse sig selv mere end træningstilstanden tillader, er en vurdering der bliver langt lettere med erfaringen.
Jeg har lavet en beskrivelse af det udstyr, jeg kan anbefale til seriøs løbetræning. Den kan forhåbentlig være en hjælp for novicen, der også gerne vil opleve glæden og udbyttet ved løbetræning. Denne beskrivelse kan læses, ved at klikke her.
Jeg har desuden stor fornøjelse af at udfolde mig indenfor diverse sportsgrene, især basketball og amerikansk fodbold. Det er dog ikke noget jeg dyrker intensivt nok til at jeg vil betegne det som egentlig træning, det har mere karakter af leg - selvom det naturligvis giver en del motion og udvikler visse færdigheder (bl.a. boldkontrol), på en sjov og underholdende måde.
Ved at læse mine synspunkter vedr. styrketræning, i beskrivelsen ovenfor, kan man muligvis få det indtryk, at jeg ser ned på og håner bodybuilding som træningsform. Jeg bør derfor præcisere, at jeg egentlig ikke har noget specielt imod bodybuildere generelt set, vil de dyrke denne træningsform er det naturligvis deres egen beslutning.
Jeg har til gengæld noget imod de bodybuildere, der absolut skal overdrive træningen, så deres kropsbygning bliver grotesk, med muskler der er alt for store og kunstige at se på; denne type muskulatur har ingen reel styrke, der modsvarer muskulaturens voldsomme volumen, den ser desuden ikke engang godt ud - hvis det er det, der er formålet med træningen (de er ikke veltrænede, de er bare pumpet op). Det kan desuden ikke komme bag på nogen, den type muskulatur naturligvis ikke udelukkende er et resultat af en målrettet og disciplineret træningsindsats (noget jeg ellers generelt set har stor respekt for), det er et sørgeligt resultat af at de pumper sig med "hesteproteiner" (anaboliske steroider, humant væksthormon og lignende doping præparater), hvilket jeg absolut ikke respekterer; det er vanvid at indtage denne type præparater, da de har en række uheldige bivirkninger, de fleste misbrugere kommer til at fortryde i det lange løb (hvis de lever længe nok til at fortryde det) - og de fleste kan vist godt være enige i, fysisk træning og motion bør være til gavn for udøverens helbred og generelle velbefindende, det bør ikke udgøre en unødvendig helbredsrisiko, der kan medføre invaliditet, sterilitet, organskader, psykoser eller i værste fald være dødbringende. Hvis de gerne vil skade deres eget helbred eller dø som følge af deres misbrug, er det naturligvis i princippet deres eget problem, men det vil jo også medføre ekstra omkostninger for alle andre - man kan desuden kun have medfølelse med deres pårørende, som de åbenlyst ikke selv tager hensyn til i jagten på en større muskulatur.
|
