Til menuen

Uddannelse & Arbejde

Her kan du læse en beskrivelse af mit uddannelsesforløb og min erhvervsmæssige karriere.

 

Før jeg begyndte på datamatikeruddannelsen gik jeg 3 semestre på medicinstudiet (Lægevidenskab), ved Københavns Universitet.
Her lærte jeg bl.a. interviewteknik (i PLOF kurset). Desuden lærte jeg andre ting, der kan være relevante som datamatiker - især psykologi og sociologi. Se endvidere detaljerne i mit CV.
Desuden erhvervede jeg flere færdigheder, der har fået betydning for min massageteknik.

På datamatikeruddannelsen bestod jeg samtlige eksamener i første forsøg, hvilket er ret usædvanligt på det studie. Jeg har desuden et godt eksamensbevis, bedre end gennemsnittet - oven i købet fra en uddannelsesinstitution med et godt omdømme for et højt fagligt niveau, merkur-centret i Nykøbing Falster.

Fagligt set interesserer jeg mig især for neurale netværk (der for øvrigt var ét af mine valgfag på 4. semester af studiet) og kryptering. Dette er to spændende områder jeg gerne vil arbejde videre med, på et professionelt niveau - desuden lader neurale netværk til at være et felt, der vil få stadig større betydning i fremtiden.
Endvidere vil jeg gerne, gennem min nuværende profession, bevare én eller anden form for tilknytning til sundhedssektoren eller medicinalvarebranchen, da jeg i forvejen har kendskab til miljøet, så jeg ikke vil have så svært ved at kommunikere med brugerne, som de fleste IT-folk sikkert vil have.

Til den afsluttende hovedopgave på datamatikeruddannelsen valgte jeg at udvikle et kommercielt website, med Internethandel for øje, i en trepersoners projektgruppe.
Til den afsluttende eksamen fremlagde jeg et emne, der også har min interesse: test, med en gennemgang af det grundlæggende samt teststrategier og brugerafprøvning.
Test og webudvikling tilhører naturligvis mine ønsker vedr. fremtidige arbejdsområder.

Jeg foretrækker at arbejde for en traditionel, stabil virksomhedstype, der tilbyder mere strukturerede og ordnede forhold end den noget kaotiske Internet-branche, jeg hidtil har arbejdet for - her tænker jeg på de deciderede Internetvirksomheder, i stil med de to virksomheder jeg sammenlagt har opnået to års erfaring hos. Til gengæld betyder det ikke så meget om jeg skal arbejde alene eller i projektgrupper - begge arbejdsformer tiltaler mig.

Jeg har arbejdet som Web Developer (programmør) hos Quizpeople (tidligere kaldet Metroberg Internet Systems), hvor jeg især arbejdede med PHP, HTML, CSS og JavaScript. Her opnåede jeg desuden ekspertise og erfaring indenfor media streaming, som teknikansvarlig på et Netradio-projekt.

Blev herefter ansat som webudvikler og Librarian hos Telia Internet (tidligere kaldet etelia), hvor jeg især programmerede i PHP, desuden arbejdede jeg med HTML, CSS, JavaScript, PL/SQL, Oracle, systemudvikling og dokumentation. Herudover var jeg dokumentationsansvarlig og firmaets Librarian, dvs. den person der havde ansvaret for firmaets udviklings- og testmiljøer, herunder at godkende al kode og dokumentation før programmerne blev lagt i produktion (dvs. om de programmerings- og dokumentationsstandarder, jeg selv havde forfattet, blev overholdt) - intet blev lagt i produktion uden min accept; dette centrale og vigtige ansvarsområde var naturligvis en tværfaglig funktion, der gik udover det afsnit jeg ellers var tilknyttet, Udvikling. I stillingen som Librarian har jeg erhvervet ekspertise og erfaring med source management systemet CVS, desuden har jeg opnået en del erfaring med Solaris, der var platformen på de servere jeg havde ansvaret for og derfor udførte en del administration på (kommandoliniebaseret gennem et terminalprogram, dvs. manuelt med UNIX kommandoer).

På trods af det gode eksamensbevis og lidt over to års erhvervserfaring, er det dog yderst vanskeligt at få et nyt job, da branchen har været ret død igennem en længere periode, med adskillige konkurser til følge - hvilket bl.a. ramte de to virksomheder, jeg var ansat i. Jeg vil derfor gerne understrege over for de potentielle arbejdsgivere, der læser dette, at jeg ikke er blevet fyret pga. manglende tilfredshed med mine faglige kvalifikationer eller min arbejdsindsats - de har tværtimod været yderst tilfredse, hvilket også vil fremgå af de rigtig gode skriftlige anbefalinger, jeg har fået - mine opsigelser var begrundet i virksomhedernes dårlige økonomi.
Grundet de usikre ansættelsesforhold, IT-branchen tilbyder i øjeblikket, har jeg længe overvejet at skifte branche.

Jeg fik netop chancen for at foretage dette brancheskifte, da jeg blev tilmeldt et kursus i effektiv jobsøgning for ledige IT-uddannede, arrangeret af Mercuri Urval i samarbejde med AF-Storstrøm. Mercuri Urval er jo en meget seriøs og yderst professionel rekrutteringsvirksomhed, hvilket kurset også bar præg af: der var samtaler og test (deres sædvanlige test, anvendt i ansættelsesproceduren når de hjælper virksomheder med at ansætte nye medarbejdere) og undervisning i alle jobsøgningens faser (herunder opfordret- og uopfordret ansøgning med CV, telefonopfølgning, samtalen mm.). Udover undervisningen (der havde en varighed af ca. tre måneder) indgik der tre måneders praktik, udformet som en 3-måneders projektansættelse, med en specifik opgave.
Jeg fik praktikplads hos Select Sport, med den opgave at skulle dokumentere og analysere deres IT-funktionalitet (der er outsourced til eksterne konsulenter) og vurdere sikkerheden, med henblik på at finde mulige forbedringer og vurdere behovet for en intern IT-funktion, noget der udover en rapport (der dokumenterer og analyserer systemet) kan fungere som udgangspunkt for en ny IT-strategi. Udover denne fastlagte projektopgave, udførte jeg desuden forefaldende arbejde af den slags, der normalt bliver udført af systemadministratorer og IT-supportere - og som de ellers betaler mange dyre konsulenttimer for.
Ledelsen mente dog ikke, der var behov for og råd til en fastansat IT-medarbejder på fuld tid, de kunne kun tilbyde en halvtidsstilling, hvilket jeg afslog.

Da Mercuri Urval kurset desværre ikke resulterede i en fastansættelse, kom jeg på endnu et jobsøgningskursus.
Dette kursus var arrangeret af Blum & Frastein Kursuscenter i Bakkebølle ved Nyråd, lidt uden for Vordingborg. Dette kursus var ikke skræddersyet til ledige med en IT-uddannelse, der var ledige med alle tænkelige baggrunde. Formålet med dette kursus var at finde andre områder, hvor man kan udnytte sine kompetencer, så man ikke fokuserer ensidigt på den type stillinger man hidtil har været ansat i, og evt. er uddannet til.
Der var her tale om et kursus af en meget kortere varighed end det første, jeg blev sendt på, da det bestod af fem ugers undervisning og fire ugers virksomhedspraktik. Den jobkonsulent, der hjalp med at finde praktikpladser, Charlotte Rasmussen fra CR Consult, har for øvrigt tidligere arbejdet for Mercuri Urval.
Jeg fik praktikplads hos en fotohandler, Fotoflex i Vordingborg. Her stiftede jeg bekendtskab med en anden side af min hobby, fotografering, nemlig filmfremkaldelse. Chefen og førstemanden var imponerede over mine evner foran maskinerne: allerede på trediedagen fik jeg ros for at være lærenem og helt professionel i brugen af disse maskiner, den sidste dag betroede førstemanden mig at ingen af de øvrige, der har været ansat midlertidigt (seks måneders jobtræning og lignende) har haft så godt styr på maskinerne - og jeg var der jo kun i én måned! Udover at arbejde som "fototekniker" (fremkalde film og lave billeder) deltog jeg naturligvis også i det øvrige arbejde, der er en nødvendighed i en butik.

Herefter kom jeg i kontakt med vikarbureauet og rekrutteringsvirksomheden temp-team (Ringsted afdelingen), der skaffede mig et 3-måneders vikariat hos Transcom, et stort callcenter beliggende i Vordingborg.
Her blev jeg ansat i Mobil-afdelingen (Tele2Mobil). I starten havde jeg udelukkende administrative opgaver, dvs. tastearbejde (indtaste oplysninger i systemet, herunder oprettelser), behandling af returpost mm. Efter 14 dage som taster, påbegyndte jeg deres interne uddannelse til phoner, så jeg også kunne yde telefonisk kundeservice og support - der var dog fortsat administrativt arbejde, sideløbende med opgaverne som phoner. Den formelle stillingsbetegnelse var CSR (Customer Service Representative), den mere uformelle var kundekonsulent. Det er desuden en arbejdsplads, hvor der konstant foregår en intern uddannelse, så man løbende udvikler nye færdigheder indenfor diverse BO opgaver (Back Office opgaver, dvs. de administrative opgaver) - på denne måde kom jeg bl.a. til at sidde med udporteringer, afvisninger, behandling af tekniske fejlmeldinger og kundemails.
Jeg blev fastansat ved vikariatets udløb.
Januar 2007 valgte jeg at opsige min stilling, efter næsten tre års fastansættelse (over tre års ansættelse, hvis man medregner vikariatet).

Februar 2008 blev jeg ansat som Administrativ IT konsulent hos IT Helpdesk, der er en del af Region Sjælland Koncern IT (tidligere kaldt IT Region Sjælland). I starten, da vi stadig var opdelt i de gamle amter, var jeg ansat ved IT Kundeservice Syd (skiftede senere navn til IT Service Center Nykøbing F.) ved Nykøbing Falster Sygehus. Det er en service desk funktion, der yder brugerne hjælp og 1. level support på de programmer og systemer, de benytter i hverdagen, udfører brugeradministration mm. Kunderne er især regionens hospitaler, men også bl.a. læger tilsluttet det offentlige sygehusvæsens systemer, Regionshuset i Sorø m.fl. I starten servicerede vi kun sygehusene i det der tidligere hed Storstrøms Amt, senere blev vi sammenlagt med de andre service centre, så vi også skulle servicere sygehusene i resten af Region Sjælland. Ultimo oktober 2009 flyttede arbejdspladsen, som led i den endelige sammenlægning af de tre service centre til ét, centralt placeret service center, til Ringsted Sygehus.
Det er en stilling, hvor jeg dels kan trække på min baggrund som datamatiker, dels kan trække på min baggrund som medicinstuderende og min baggrund som kundekonsulent i et callcenter.
I forbindelse med denne stilling, gennemførte jeg juni 2008 ITIL Foundation kurset, et internationalt anerkendt og standardiseret kursus, der omfatter de to nøgleområder indenfor IT Service Management Best Practice, Service Support og Service Delivery, et sæt retningslinjer baseret på ITIL (IT Infrastructure Library) best practice, der er blevet meget udbredt, især indenfor det offentlige.
Oktober 2010 gennemførte jeg et InfoBoard administrator kursus, afholdt af VisioSign.
Marts 2011 gennemførte jeg et Microsoft Windows 7 support kursus, afholdt af Teknologisk Institut (Microsoft Gold Certified Partner): Windows 7, Enterprise Desktop Support Technician.
August-september 2011 var jeg på en IdM (Sun Identity Manager) workshop, afholdt af PwC, hvor jeg lærte at administrere et IdM system.
Der var tale om en tidsbegrænset stilling, i form af et etårigt vikariat. Fik dog mit vikariat forlænget flere gange, indtil jeg pr. 1. maj 2010 blev fastansat.

 

Tilbage til menuen